Belinda nominerede sin arbejdsplads som Årets Elevplads

34-årige Belinda Maj Cottrell er i gang med uddannelsen til social- og sundhedsassistent og afslutter i øjeblikket sit praktikforløb på det socialpædagogiske bosted Rådhusvej 67 i Faxe.
Hun har tidligere arbejdet i den finansielle sektor og på politiets vagtcentral, men ønsket om at arbejde med mennesker fik hende til at skifte spor.
Onsdag deltog hun sammen med sin vejleder Maria Isabel Rodriguz og Catharina Mulvana i Award Show i Roskilde, hvor Rådhusvej 67 var blandt de nominerede til ZBC’s pris Årets Elevplads 2026.
Arbejdspladsen vandt ikke prisen, som havde 95 øvrige nominerede fra forskellige brancher. Faxe Kommune fremhæver dog nomineringen som en anerkendelse af et sted, hvor elever bliver set, hørt og fagligt udfordret.
For Belinda har det blandt andet været vigtigt, at hun kan stille spørgsmål og komme med nye perspektiver.
"Som elev får man tid til at lære borgerne at kende og sætte sig grundigt ind i tingene. Og det er fedt, at man kan komme med nye øjne og undre sig over, hvorfor vi gør tingene, som vi gør. Der behøver ikke altid være et ”sådan plejer vi”. Mine kolleger er altid åbne for mine spørgsmål og de ting, jeg undrer mig over," siger hun.
Hun fremhæver samtidig bredden i uddannelsen og de mange muligheder efterfølgende.
"Det er virkelig en fed uddannelse. Man lærer enormt meget, også om sig selv, og bagefter kan man gå i mange forskellige retninger – både inden for psykiatri, somatik og det socialpædagogiske område. Det fag skal vi blive meget bedre til at tale op," siger Belinda.
Faktaboks:
- Belinda Maj Cottrell er 34 år.
- Hun er social- og sundhedsassistentelev på Rådhusvej 67 i Faxe.
- Hun indstillede selv arbejdspladsen til ZBC’s Årets Elevplads 2026.
- 95 andre arbejdspladser var nomineret.
- Rådhusvej 67 vandt ikke prisen.
- Belinda har tidligere arbejdet i finanssektoren og på politiets vagtcentral.
- Hun har omkring et år tilbage af uddannelsen og skal blandt andet i praktik på sygehus.






Accepter kun nødvendige cookies